Vores hjemmeside 2.0

Andreas Boye | Hans Henrik Hammerum

[ Log In ]
 

Baggrund

Det Danske Spejderkorps gennemførte i slutningen af 1970'erne og starten af 1980'erne et udviklingsprojekt sammen med spejderne i Sudan. Jeg var deltager på den sidste ekspedition i projektet, der blev indstillet på grund af borgerkrigen i Sudan.

Hvor er vi?

Vi var 10 deltagere på ekspeditionen og havde allerede en gang tidligere forsøgt at komme fra Khartoum til Juba i Sydsudan men flyet var blevet aflyst. I vores næste forsøg på at komme afsted var vi taget til lufthavnen og havde fået lastet vores kufferter ind i et transportfly, hvor vi regnede med også selv at komme med. Da vi forsøger at stige omborg kommer kaptajnen ud og siger "No more persons, overload". Vi beslutter at jeg som den eneste af os 10 tager med flyveren for at passe på bagagen.

Kommentarer

 

En snart 25 år gammel oplevelse

22.10.2010
Jeg har endnu ikke fået ryddet endeligt op i de mange sager jeg har efter mine forældre, men langsomt får jeg pløjet mig gennem sagerne og finder diverse vraggods. Senest har jeg fundet fem stykker papir som jeg skrev for snart 25 år siden efter nogen begivenhedsrige timer.
Beretningen nedenfor er skrevet på SCC Guesthouse i Juba i Sudan i en dag marts måned 1986. Jeg var rejst alene fra med et fragtfly fra hovedstaden Khartoum med ti menneskers bagage samt diverse udstyr og var helt alene midt i Afrika.
På den ene side er det jo ikke noget særligt at tage en flyver med nogen kufferter, sørge for at de bliver bragt til et rimeligt sikkert sted for derefter at finde et sted at sove. På den anden side, er jeg nødt til at fastholde disse få timer, for selvom det kun drejede sig om tre timer, måske tre en halv time, er det givet vis nogle af de oplevelser, som jeg vil samle længst på.

Beslutningen blev taget ved at en rasende masse tanker for igennem hovedet på mig. Jeg turde egentlig ikke. Men jeg burde. Og da Mette spurgte mig, om jeg ville tage afsted, åbnede jeg munden og sagde: Ja. De var imod alle de begrundelser for at lade være, som i lynets hast var faret gennem knolden på mig.

Jeg gik op i flyveren, og det faldt mig ganske naturligt at spørge om jeg kunne sidde på den femte og ledige plads i cockpittet. Svaret var "yes of course - your from Denmark?"

I cockpittet i en DC8/50 arbejder fire personer: to styrmænd, begge farvede; den ene indisk udseende, den anden som en amerikansk neger; men de kan begge have været Sudanesere eller en anden slags arabere. I et cockpit taler alle et professionelt engelsk, der gør det umuligt, at skelne andet end rigtige englændere fra de andre. De to øvrige, kaptajnen og hans næstkommanderende - det gik ikke rigtig op for mig, hvad den næstkommanderendes arbejdsopgaver var - var rigtige englændere og det skulle ikke undre mig, om de var tidligere militære eller civile piloter, der var faldet for aldersgrænsen.

Faktisk foregik flyvningen under meget betryggende forhold. Mens vi stadig holdt på landingsbanen, hvor jeg var steget på, blev størstedelen af en alen lang checkliste gennemgået meget omhyggeligt. Spørgsmål. Svar: "Checked and ready - level 0.0" "Petrol amount and quality" "thirty four tons". Mens vi kørte hen ad landingsbanen til det sted vi skulle starte fra, blev resten af listen gennemgået. Jeg fik i øvrigt begrundelsen for at han var bange for at tage flere med. Landingsbanen i Juba er meget kort, og vægten er afgørende for bremselængden. "If the runway in Juba had been longer I had gladly taken your friends with". Der blev sat kog på maskineriet, det gik noget langsommere end jeg synes det plejer, men alligevel stak vi hurtigt næsen i vejret uden dikkedarer.

Fra vagttårnet i Khartoum fik vi angivet flyvehøjde for både turen både turen frem og tilbage. 33.000 ft på vej til Juba og 35.000 ft. på vej tilbage. Flyet stiger næsten helt jævnt, stigningen tager dog noget af til sidst indtil det når den ønskede højde. Og ligeledes på vej ned. I cockpittet ser man at flyet går en del stejlere ned end det opleves i kabinen.

Jeg sad lige ved siden af de instrumenter, der gav mening for mig. Måske var de netop der, fordi jeg sad hvor den der underretter passagererne plejer at sidde. Instrumenterne angav nemlig: Temperatur, flyvehøjde, hastighed, flyveretning og tidspunkt (GMT).

Udover at være levende interesseret i hvordan man flyver sådan en tingest, brugte jeg også tiden til at overveje, hvordan jeg skulle bære mig ad, når flyet var landet. Det var klart, at det første måtte være at kigge efter om der var nogen, der var fra farmen eller andre, der så overstrømmende lykkelige ud på grund af min ankomst. Det næste skulle så være at samle bagagen og eventuelt få den låst inde eller smidt på et eller andet køretøj - måske skulle jeg endda tage en taxa og betale hvad det måtte koste i dollars. En væsentlig fejl var at jeg ikke havde fået flere sudanesiske pund med. Jeg havde og har stadig 36 pund, jeg håber det går alligevel. Hvis jeg får bagagen sikkert anbragt, kan jeg måske prøve at komme videre til Rejaf.

Det var planerne. Da flyet var landet og jeg var kommet ud - det første læs med læssevognen var med mennesker, der var ingen der gad køre landgangstrappen frem - gik jeg lidt rundt. Da lastrummet med den personlige bagage i bunden var blevet åbnet op og en rask fyr sprunget op - der var heller ingen læsserampe til den her i Juba - og vores bagage begyndte at komme dumpende, tog jeg fat med at slæbe sammen. Jeg havde dog først sikret mig, at jeg havde alle penge og personlige papirer på mig, inden jeg begyndte. Det er egentlig ret meget ragelse vi har med herned. Og det var egentlig ret varmt. Og jeg svedte ret kraftigt. Stille og roligt fik jeg, håber jeg, det hele samlet sammen.

Næste punkt var jo så at komme videre. Det forekom ikke særlig trygt at efterlade alle tingene på landingsbanen. Jeg gik lidt rundt for at se om jeg kunne få en cola eller en kop te. Med lidt tålmodighed kunne jeg nok have fået noget te. Der var et tehus - en sivhytte med bål i - men ingen mennesker. Jeg røg en smøg og vendte tilbage til landingsbanen.

Med guds hjælp og ganske mod min sædvane henvendte jeg mig til en ung soldat. Han spurgte mig om jeg skulle til Khartoum. Nej nej, sagde jeg, jeg kommer fra Khartoum. "I have to stay here". Jeg spurgte ham om mulighederne for at få transport til Juba/Rejaf. Efter lidt snakken frem og tilbage forstod han mig. Han kunne faktisk hjælpe mig. Hans Colonel stod og talte med en anden over køleren på en Landrover. Da de var færdige, fremførte han mit problem for sin foresatte obersten. Obsersten skitserede mulighederne for mig. Han skulle selv til et sted på den anden side af broen, men modsat Rejaf, så han kunne køre mig derover, men derfra kunne jeg med rimelig stor sikkerhed ikke komme videre. Eller han kunne sætte mig af i Juba ved Juba Hotel eller SCC Guesthouse. Jeg spurgte om han vidste hvor ministry of Youth and Sports var. Det gjorde han og jeg bad ham køre derhen.

Kun vagtmanden var ved Ministry of Youth and Sports "sorry no english", men med den venlige oberst som tolk, fik jeg forklaret, at jeg gerne ville af med bagagen og få den sat indenfor. Og det skete. Da bilen var tom spurgte jeg obersten om han kunne køre mig til SCC Guesthouse og det gjorde han. Jeg var overstrømmet og takkede mange gange.

Jeg gik ind og fik, efter at den engelsktalende unge mand var blevet tilkaldt fra køkkenet, en nøgle til et nydeligt rent værelse uden andet dillerdaller end en kommode og biblen og to senge med rene lagner og to stole. Vi snakkede kort og han undskyldte sig med at han havde arbejde at passe. Han fik fem stjerner for det. Endelig en sudaneser, hvor der var rimelig sammenhæng mellem input og output. Jeg fik iøvrigt også noget vandt og det trængte jeg til. Jeg gik hen på værelset og jeg har skrevet lige siden. Og røget og overvejet hvad jeg skal gøre i morgen. Først tilbage til "Youth and Sports" - jeg håber jeg kan finde det - ellers må jeg spørge. Der må jeg så fortælle hvad jeg kan og derfra prøve at komme ud til farmen efter "some transportation" og for at give Leif besked. Jeg håber s'gu at Landroveren kan køre endnu. Jeg kan godt finde farmen fra broen, så det skulle vel være muligt at gå derud. Over broen og tilhøjre og så et par timer fremad og ned til Nilen.

Nu er det vist spisetid og jeg er s.... sulten.