Vores hjemmeside 2.0

Andreas Boye | Hans Henrik Hammerum

[ Log In ]
 
 

Macedonia, 11. - 13. juni

11.06.2010
Spejderne i Makedonien vil gerne samarbejde med spejderne i Danmark omkring udvikling af spejderarbejdet. Sammen med Anja fra Skive mødtes jeg i weekenden med ledere fra Soyuz na Izvidnici na Makedonija (Scout Association of Macedonia) i det dejlig varme Skopje (35+ grader).

Se billeder fra turen.

Du kan også læse mere om Skopje, Art Hostel (hvor vi boede), om den tragikomiske græsk-makedonske navnestrid og om Alexander the Great International Airport.

Indtryk fra Skopje

Historien fylder meget i Skopje: Alexander den store, den byzantinske periode, osmannerriget, det serbiske og det jugoslaviske kongedømme, bulgarske facister under 2. verdenskrig, det socialistiske Jugoslavien under Tito, jordskælvet i 1963 og borgerkrigene på Balkan har alt sammen sat sig spor i byen og i den mangeartede befolkning, der består af makedonere, albanere. tyrkere, sigøjnere, bulgarere, serbere og bosniakker.

Fredag blev vi til fods slæbt gennem den indre by af vores ivrige værter, der satte en stor ære i at fortælle alt om byen og dens historie. Uret på den gamle togstation, der nu er omdannet til udstillingsbygning, viser stadig kl. 5.17, tidpunktet hvor jordskælvet den 26. juli 1963 ramte Skopje (6,1 på Richter-skalaen) og omkring toethalvttusind mennesker døde eller forsvandt. Kun ganske få bygninger i Skopje overlevede og byen er helt genopbygget siden da, kun "the old bazar" nord for floden Vardar med lutter lave bygninger og toppede brosten står tilbage som en hyggelig gammel bydel, med fare for at blive en turistfælde med souvenirbutikker, guldsmede og restauranter.

Lørdag efter vores møde var vi på sight-seeing igen. Denne gang op på højdedraget syd for byen med det store kors (Millenium Cross) som makedonerne har rejst for at tage kampen op med Rio, og den fantastiske udsigt over dalen med byen og floden. Her er mest skovklædt omkring den smalle bjergvej, men vi kommer også forbi en lille smuk gammel kirke med et bryllup og en strategisk placeret restaurant, som belejligt serverer den lækre makedonske salat med tomat, agurk og fintrevet feta og rake, en slags lokal sprut brændt på vin. På toppen ved Millenium Cross, der nu har fået lys i er udsigten bedst og vi kan også se ned i dalen syd for højdedraget.

Art Hostel

Vores makedonske værter havde fundet Art Hostel til os, og som du kan se på billedet, ser det nydeligt ud udefra. Men skindet bedrager, som det typisk gør i de tidligere østbloklande: lyset tænder ikke på kontakten og vi famler os vej op ad trappen i mørke, der er byttet om på koldt og varmt i badeværelset, nøglen til værelset fungerer ikke, gardinerne foran vinduet mangler og gardinstangen sidder ikke ordentlig fast, men hænger og dasker. Når så oven i det at betjeningen er lidt hovski snovski, spisestuen er reduceret til en lav hjørnesofa og tilhørende sofabord og den inkluderede morgenmad ikke er særlig spændende, bliver det samlede indtryk dårligt.

Den græsk-makedonske navnestrid

Det er forkert, urimeligt og uretfærdigt når Grækenland fastholder sit krav om at Makedonien ikke må hedde Makedonien. Den græske holdning er latterlig og hvis ikke det havde så vidtrækkende konsekvenser for Makedonerne i form af manglende optagelse i NATO og udskudt behandling af ansøgning om medlemskab af EU, kunne man jo nøjes med at grine af grækerne, der også i denne sammenhæng trækker rigeligt på resten af Europas tålmodighed. Det burde da forekomme rimeligt for enhver at et område, der har haft betegnelsen Makedonien i flere årtusinder, kan kalde sig Makedonien uanset at der er et tilstødende område i Grækenland med samme navn. Og det bliver endda endnu mere grotesk, når grækerne ikke anerkender, at indbyggerne i dette område er makedonere, men siger at indbyggerne i dette område er grækere.

Alexander the Great International Airport

Man går på cementen når man skal fra flyveren til paskontrollen, ikke så meget fancy her trods lufthavnens prangende navn. Også den anden vej er den ydmyg, flyveren skal ikke være særlig stor før transithallen er proppet med mennesker. Skopje er hovedstad og har op mod 700.000 indbyggere, men - ja jeg spurgte Anja, der kommer derfra og kender forholdene - lufthavnen er mindre end i Karup.