Vores hjemmeside 2.0

Andreas Boye | Hans Henrik Hammerum

[ Log In ]
 
 

Rejseberetning fra Sudan 1986

02.09.2008
Jeg har fundet en gammel artikel, som jeg skrev sammen med en rejsekammerat, Ingeborg Andersen, for mange år tilbage hjemvendt fra 3 ugers rejse til Sudan. Jeg synes stadig den har interesse, særlig nu, hvor jeg igen har været på rejse i Sudan. Artiklen havde overskriften "Projekt, borgerkrig og sult i Sydsudan" og blev trykt i tidsskriftet "Løvens Gab" nr. 25.
Skandinaver evakueret fra krigshærget område
eller
Spejderliv i 38 graders varme
eller
Livet som turist under Islamisk lovgivning

Hver af disse linier kunne have været overskriften over historien om vores tur til Sudan i foråret 1986; så forskelligartet og oplevelsesrig var turen.

I foråret 1986 var ti medlemmer af Det Danske Spejderkorps (DDS) på rejse i Sudan i tilknytning til det seneste udviklingsprojekt, som DDS har drevet i Sudan.

Da vi tog afsted på ekspeditionen, som det er denne artikels formål at berette om, var vi nok klar over modsætningerne i landet, men ingen af os havde drømt om, hvor alvorlige modsætningerne var, og hvordan situation nu var tilspdset.

Planerne

Turen var den 9. ekspedition til Sudan arrangeret af Projekt Sudan. Der var flere formål med turen. Et af disse var atter at være i lejt sammen spejderne i Sydsudan på farmen i Rejaf. Et andet formål var at præsentere og diskutere det forslag til en spejderbog, der var blevet lavet lavet hjemme efter opfordring fra de sudanesiske spejdere. Udover disse mål havde vi selvfølgelig alle et håb om oplevelser ved at være i et u-land og se livet i et land så forskelligt fra vores eget.

Planen for turen var i grove træk, at vi skulle rejse fra København til Khartoum den 15. marts og videre derfra til Juba hurtigst muligt, helst allerede den 17. Vi skulle have været i Rejaf på grøntsagsfarmen en uges tid og så drage videre til Yei sydøst for Juba for at lave kursus for spejderne dér i det nye arbejdsstof også omkring en uge. Vi skulle så flyve tilbage til Khartoum en af de første dage i april, så vi kunne nå flyveren til Cairo den 5. for at nå et par dages ferie inden vi skulle tilbage til København.

Besværlighederne

En af de ting vi kunne lære spejderne i Sydsudan var rebslagning. Det havde mange anvendelsesmuligheder, både til eget brug og til at sælge på markedet.
Vi kom afsted planmæssigt den 15. marts og landede i Khartoum den 16. meget tidligt om morgenen. Vi blev mødt af en de sudanesiske spejderledere, som har hjulpet projektet gennem alle årene, og han havde som aftalt booket biletter til os med fly ned til farmen i Rejaf. Og det ville blive onsdag. Men han kunne også skaffe os med et fragtfly allerede mandag - og det ville endda blive gratis. Det tilbud var jo ikke til at sige nej til, så vi troppede op i lufthavnen mandag og blev ført ud til fragtflyet på landingsbanen.

Det fløj med sukker i sække. Vi kom ind, og vi satte os ovenpå sækkene. Grunden til, at et fattigt land som Sudan bruger fragtfly til levnedsmidler er borgerkrigen. Det stod os ikke klart at regeringen ikke havde kontrol med vejen sydpå, og at lastbiler med fødevarer med stor sandsynlighed ville falde i oprørsstyrkernes hænder, og at man derfor fløj mad og andre forsyninger ind til de områder i Sydsudan som regeringen i Khartoum havde kontrol over. Dørene til maskinen blev lukket og vi begyndte at rulle hen ad landingsbanen. Flyet standsede, som de ofte gør lige inden de sætter fart på for at lette. Vi regnede med at nu skulle vi til at lette, men dørene blev åbnet, og da vi kiggede ud stod flyet præcis der, hvor vi var steget ind. Vi blev bedt om at forlade flyet og fik at vide, at det manglede brændstof! Men vi kunne komme igen næste dag. Og det gjorde vi så. Vi kom i lufthavnen og fik bagagen ombord og vi skulle til at stige på. Men vi fik ikke lov at komme med. "No more persons. Overload." sagde kaptajnen. Vi havde jo bagage ombord, så vi fik allernådigst lov til at sende Hans Henrik med for at passe på bagagen.

Allerede en time efter at vi var kommet hjem fra lufthavnen kom den danske ambassadør til os i lejren og frarådede på det bestemteste at tage afsted sydpå på grund af borgerkrigslignende tilstande i Sydsudan. Vi havde dagen før været hos ambassadøren for at høre om sikkerhedssituationen, og vi hørte ingen advarsler. Men nu vurderede ambassadøren altså anderledes på grund af kampe i et område ca. 300 km fra farmen.

Nu hvor vi ikke kunne rejse, måtte vi jo se at få Hans Henrik tilbage så vi kunne blive samlede igen og for at vi kunne få vores bagage. Den danske ambassade var behjælpelig med at få sendt en radiomeddelelse afsted med omtrent følgende ordlyd: "Very, very urgent. The Danish Embassy requests that mr. Hans Henrik returns to Khartoum as soon as possible as the rest of the group will not be coming". Hans Henrik fik radiomeddelelsen ca. 1 dag efter at han var landet i Juba, mens han sad og spiste frokost. Han blev grundigt forvirret, men havde dog sindsro nok til ikke at foretage sig noget umiddelbart, men først bede om at få meddelelsen bekræftet fra os eller ambassaden.

På besøg i landsbyen Rejaf, som er nabo til farmen.
Samme dag som Hans Henrik fik radiomeddelelsen om at vende hjem straks, kom ambassadøren igen forbi vores lejr og sagde, at situationen måske ikke var så alvorlig som vurderet dagen før. Hvad skulle vi så gøre? Vi havde kaldt Hans Henrik tilbage, og vi havde selv fået grønt lys til at tage afsted. Nu var gode råd dyre.

For at forstå dette må man vide, at det ikke i Sudan er muligt bare at tage telefonen og ringe når der er brug for det. Kommunikationsforholdene er meget ringe og radioforbindelsen via UNICEF er den eneste for os tilgængelige forbindelse mellem Khartoum og Sydsudan.

Vi besluttede os for at tage afsted og håbede at vi ikke ville krydse hinanden i luften. Og det gik godt. Da vi nåede til Juba, var Hans Henrik der gudskelov stadig og det blev til mange knus.

Ved målet

Vi var nu nået frem og kunne se frem til næsten 14 dage på farmen med de sudanesiske spejdere. Vi havde allere på dette tidspunkt indstillet os på ikke at tage afsted til Yei og lave kursus, som vi havde planlagt. Opholdet var jo allerede afkortet en del, og sikkerhedssituationen var jo ikke den bedste. Så det ville være at friste skæbnen.

På farmen faldt vi til ro og havde en dejlig tid sammen med de sudanesiske spejdere. Det beskrives bedst med nogle klip fra vores fælles dagbog, som vi skrev på skift hver dag under hele turen.

Evakueringen

Skærtorsdag - en uge efter at vi alle var nået frem til farmen - blev vi brat revet ud af den rytme vi efterhånden var ved at komme ind i. Vi blev evakueret. Sikkerhedssituationen i Sydsudan var ved at blive skærpet. SPLA (oprørsstyrkerne) havde besat en by kun 100 km væk, og vi ville være alvorligt i vejen, hvis det skulle stramme rigtig sammen. Så vi blev bedt om at tage til Khartoum. Og det gjorde vi. Og det var en underlig fornemmelse - vi havde jo slet ikke oplevet krigen. Det var egentlig kun rygter for os - men vi måtte jo tro sikkerhedsfolkenen dernede, og vi indstillede os på at komme videre til Cairo. Men det var ikke muligt førend den dag, som billetterne var bestilt til.

Så vi tilbragte en uge i Khartoum som amerikanske turister - så godt som det kan lade sig gøre i et land med islamisk lovgivning, bl.a. totalt alkoholforbud - med besøg hos den danske ambassadør og den norske konsul. Vi var på markedet, og vi var ude på kyllingefarmen, den første del af vores (DDSs) projekt i Sudan. Og det fungerer, men stemningen er en anden, når det ikke er et projekt under udvikling.

Tiden gik i Khartoum, og vi kom planmæssigt afsted den 5. april til Cairo og vi havde to fine dage med pyramider, moskeer og alt det andet spændende som Afrikas største by kan byde på.

Kun få måneder efter at vi var blevet evakueret fra Sydsudan flygtede den danske konsulent på farmen via Uganda og herfra til Danmark på grund af borgerkrigen i Sudan.

Indtil for ganske nylig har den eneste kilde til oplysninger om situationen i været sporadiske artikler i dagspressen. Men nu - 2½ år efter at vi tog dernede fra - er der kommet et langt brev til DDS fra den afrikanske leder af farmen, Martin Oliha.