Vores hjemmeside 2.0

Andreas Boye | Hans Henrik Hammerum

[ Log In ]
 
 

Brev fra sidste mission til UBOS 2005

25.10.2005, kommenteret 30.09.2006
I oktober 2005 var Erik Gundelach og jeg på en 2 ugers tjenesterejse til UBoS (Uganda Bureau of Statistics) for Rambøll. Jeg skrev et rejsebrev hjem om vores oplevelser på safari, i "golfklubben" og med troløse programmører.

Jeg har taget billeder fra vores safari og nogle enkelte fra området ved UBOS.
Lige en beretning fra min tur i afrika:

Det er søndag aften, jeg har lige bestilt kaffe, temperaturen er tilpas, så det går fint bare med en T-shirt, månen er fuld og lyser meget klart fra en stjernespækket afrikansk himmel, og jeg har slæbt den bærbare ud på hotellets terrasse. Vi kom tilbage fra vores safari ved halvfemtiden og har siden vasket det genstridige røde vejstøv af, lagt tøj frem til vask og været i golfklubben for at spise til aften.

"Vi" er Erik og mig, der er på knap 2 ugers tjenesterejse til UBoS (Uganda Bureau of Statistics) for Rambøll. Mere om det, golfklubben og de troløse programmører senere. Begge har vi taget en feriedag hernede for at have god tid til game-drive, boat cruise, chimpanzee trecking samt 2 x dinner and overnight at Mweya Safari Lodge i Queen Elizabeth National Park i det sydvestlige Uganda.

Det tager altid længere tid at komme ud end at komme hjem - heldigvis. Det tegnede ellers godt; Crystal Travel - deres guide og deres chauffør var ellers mere end præcise, så fredag morgen 7.55 - 5 minutter foran schedule - var vi på vej. Guiden orienterede, at vi lige skulle forbi kontoret i Kampala for at ordne nogle få detaljer (blandt andet betalingen). "Lige" omfattede en halv time i trafikprop, halvanden time på kontoret, skift af bil og en halv time på tankstationen. Oven i det havde vi en ualmindelig langsommelig tur ud af byen og kom til at vente tre kvarter på serveringen af vores frokost i Mbarara (ja ja - frem med dit atlas) på trods af at vi havde valgt noget "hurtigt", så vi var først fremme ved vores mål efter solnedgang og tæt ved 11 timer på vej. Men vi kunne dog stadig nyde de tre retter og kaffe akkompagneret af cikader, flagermus og flodheste.

"game drive" starter med te og en muffin før en vis herre tar sko på. Men det lysner hurtigt og vi havde en fin tur rundt i parken. Som jeg husker rangeren: spotted hyeena, bush buck, waterbuck, Uganda cob, warthog, lions (synlige med kikkert), buffalo, crested crane, elephants (mange) og lions igen (denne gang synlige uden hjælpemidler, men stadig så langt væk, at de ikke er sjove på billeder). 3 og en halv time og morgenbuffetten er stadig fremme når man kommer tilbage.

"boat cruise" foregår om eftermiddagen på Kasinga channel, der forbinder Lake George med Lake Edward og omvendt. Ca. 25 turister - heraf 14 indiske soldater på - sikkert velfortjent -orlov fra peace-keeping mission i Congo, en styrmand og en ranger stimler ombord på en lille turbåd og man sejler ud og ser hippo, hippo, hippo (endog en albinohippo), en enkelt doven croc og et stort udvalg af de 611 forskellige fugle, der findes i parken (yellow et-eller-andet storch, hornbill, pelican med mange flere).

Også i morges oppe før 6, nu for at nå "chimpanzee trecking" i Kyambura Gorge. På vejen dertil igen spotted hyeena, som næsten løb ind i bilen. Oppe er savanne (græs og spredte træer), men kun få af de hundrede meter ned, er man i regnskov og fodfæstet mistes let i den fedtede sorte jord på den stejle sti ned til floden i bunden. Lige inden vi startede vores tur til fods ned i kløften med den bevæbnede ranger så vi chimps på afstand, nede var der eksotisk og fugtigt, lianer, mit livs største edderkop i et gigantisk spind og en redtailed monkee højt i kronerne over. Tilbage ved bilen spiste vi breakfast-pack prepareret og medbragt fra lodgen og så tilbage hertil på kun 6 timer, optanket med anderledes afrika-oplevelser end vores "hverdag".

Jeg rejste herned mandag i sidste uge for at møde frisk og veludhvilet tirsdag morgen på "bureauet" klar til vores afsluttende mission i projektet, der har skaffet it-udstyr til omkring 100 statistikere og forbundet dem med servere i netværk, så de fremover kan opnå bedre udnyttelse af deres data, blive mere effektive, give deres kunder bedre service ... fortsæt selv. En hver mission hertil starter med at skaffe sig overblik over hvad der er sket (men ikke burde være det), og hvad der ikke er sket (men burde være det). I den første kategori hører det, at de 3 programmører, der havde til opgave at deltage i udviklingen af det lille programsystem som er en del af projektet, alle havde sagt op og fundet andet arbejde, således at UBoS nu står uden medarbejdere, der har erfaringer med C# (et programmeringssprog), og vil få svært ved at holde systemet ved lige når vi er væk. En række forhold i den anden kategori, blandt andet at de ikke har læst og taget stilling til det materiale vi har sendt herned, gør, at det også denne gang bliver en udfordring at nå så langt som vi - i vores naivitet - har planlagt.

Det gør det selvfølgelig heller ikke nemmere at projektet nærmer sig sin afslutning (pengeposen er ved at være tom) og det bliver nu tydeligt hvilke kompromiser som statistikkontoret er nødt til at leve med og hvilke forventninger som forbliver uopfyldte. Tonen bliver naturligt nok lidt skarpere og kommunikationen lidt mere direkte, når der ikke er nogen "næste gang". Dette har bestemt også sine kvaliteter.

Jeg mangler at give den sidste ordforklaring til de indforståede koder ovenfor: "Golfklubben" er et godt, billigt og hotellet nærtliggende spisested, der drives af Entebbe Golf Club, som - på grund af den nævnte kvaliteter - er det hyppigste valg af spisested, når vi er her.

Det er nu mandag aften - og jeg har lige justeret de sidste formuleringer i ovenstående - og selv om der er hele fire arbejdsdage tilbage inden jeg stiger ombord i flyveren, kan jeg mærke at jeg allered så småt er på vej hjem til jer alle sammen og det glæder jeg mig også til selvom oplevelserne bliver nogen andre.